• Privatliv

    Om at aktivere sin indre hanhund …

    Jeg er den heldige medejer af en hanhund. Man siger, at hunden kommer til at ligne sit menneske, men jeg arbejder på det modsatte. Mango er ikke begejstret for støvsugeren. Faktisk er han så overbevist om, at den er farlig, at han – hver gang den bliver tændt – kommer løbende for at sætte den på plads og sikre sig, at den ikke udvikler sig til en trussel. Det samme gælder visse hanhunde, som får et ordentligt riv-af med på vejen, når de kommer forbi på deres daglige gåture. Bare for en sikkerheds skyld. Det vil jeg lære af. For når jeg oplever noget, som aktiverer min frygt og min usikkerhed,…

  • Maria Kjær-Madsen
    Forfatterliv,  Privatliv

    Gu’ vil jeg ej-alderen

    For et par dage siden mødtes jeg med en af Svendborgs kulturpersonligheder til en snak om min nye bog, forfatterliv, kvindeliv, moderskab, kærlighed, flinkeskolen – og alder. Jeg fik en livskrise, da jeg fyldte 30. Jeg tog det ret roligt med at blive 40 – og jeg var vild med at fylde 50. I bakspejlet ser det ud til, at jeg kommer en lille smule tættere på min kerne, hver gang jeg fylder år. – Eller måske bare hver gang jeg vågner. Engang læste jeg en lille prosatekst af Emma Bombeck (så vidt jeg har kunnet spore det). Du kan finde den på nettet, men da min blogpost-limit er 500 ord, har…

  • Privatliv

    Finish it

    Jeg kan godt lide den 1. januar. For år tilbage brugte jeg en del tid omkring nytår på at overveje, hvilke mål jeg ville sætte mig for det kommende år. Det gør jeg ikke mere. Systematisk målstyring fylder for meget i mit arbejdsliv, og jeg er ikke overbevist om effekten. Desuden kan jeg ikke huske, at jeg nogensinde har fulgt mine nytårsfortsætter helt til dørs. For et par år siden fik jeg en lille sølv-tag af min søster i julegave. I’M A WRITER. Det var i de første år af min forfatterkarriere, hvor jeg endnu var så usikker på min forfatteridentitet, at hun syntes, det var vigtigt med denne daglige…

  • Maria Kjær-Madsen
    Privatliv

    To-do or not to-do

    Hvis der fandtes et mesterskab for fremstilling af to-do-sedler, ville jeg være verdensmester! Jeg har eksperimenteret mig frem med utallige former og udgaver: gode gammeldags lister på skrivebordet – gerne i forskellige kulører fortløbende lister i lommekalenderen notifikationer på mobilen digitale to-do-programmer, som findes i så mange afskygninger, at jeg ved, jeg ikke er ene om to-do-problemet gule post-it på spejlet, så det er det første, jeg ser om morgenen (og ha’ så ellers en dejlig dag!!) skematiske ugeplaner omhyggeligt udarbejdet søndag aften (og spoleret tirsdag morgen) og et par andre, som jeg sikkert kommer i tanke om, lige så snart jeg har udgivet ugens rude. Mine to-do-lister har – med…

  • Privatliv

    Om at lukke øjnene op

    ”Kom lige med … ” Min kæreste åbner hoveddøren udefra og kalder på mig. Jeg er ikke voldsomt villig til at følge opfordringen. Regnen har væltet ned i kaskader, og aftenmørket er tungt af fugt. Men hans stemme er så tilpas insisterende, at jeg stikker i et par sneakers og løber ud til ham. Han går på græsplænen og lyser med en skarp lommelygte ned i jorden. Måske når jeg – lige et øjeblik – at undre mig over, hvad der kan være så spændende ved vådt græs. Men han stopper og venter på mig. ”Se!” Græsset er levende. Et mylder af regnorme slanger sig gennem de våde strå. Det…

  • Forfatterliv,  Privatliv

    Om magiske ord

    Den sidste uge har jeg tilbragt i Prag. En by som jeg har besøgt adskillige gange på lejrskole med 9. klasser, men denne gang var det uden elever – og med min kæreste. Det var derfor en anden oplevelse, hvilket var en god lektie i, hvordan mit perspektiv farver mine oplevelser. Jeg definerer mig selv som et ord-menneske, men da jeg ikke kan et ord på tjekkisk, er det ikke så mærkeligt, at det var øjnene som var på overarbejde på vores rejse. Specielt fik vi dem op for maleren Alfons Mucha. Det begyndte på et lille museum i centrum, og det sluttede på Det Nationale Kunstmuseum lidt udenfor turistmylderet,…

  • Privatliv

    Om ikke at glæde sig til …

    DEADLINE – der er noget dystert og skæbnesvangert over ordet, og da jeg søgte på det, kom jeg da også frem til, at det oprindeligt skulle tages meget bogstaveligt. Ordet stammer angiveligt tilbage fra fra den amerikanske borgerkrig, hvor man holdt krigsfanger indespærret bag hegn af fyrrestammer. Op til selve indhegningen – ca. 600 meter – var en zone, som blev kaldt deadline, fordi man blev skudt uden varsel, hvis man bevægede sig derind. Først omkring 1920 blev det et udtryk for en tidsbegrænsning, anvendt specielt af det skrivende folk. Og det er heldigvis også sådan, jeg kender det. Jeg har givet mig selv en deadline. Den ligger tre år…

  • Maria Kjær-Madsen
    Privatliv

    Hvem spiller musikken for? 

    Denne lettere omskrivning af et kendt citat af John Donne – eller om man vil – titel af Hemmingway – kom til mig i går, da jeg overværede en koncert i skæret fra fuldmånen, som forpustet forsøgte at følge med det overdådige lysshow i sensommernatten. Jeg har haft tre forskellige musikalske oplevelser i denne uge. En upcoming duo, som spillede halvakustisk og sang tostemmigt på en mindre lokal scene. Og denne store dobbeltkoncert med et middelstort band og et af de største navne i Danmark. Nu skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg kender duoen ret godt. Men det ændrer ikke ved, at det var den koncert, som ramte mig renest. Fordi…

  • Privatliv,  Skoleliv

    Om at kunne noget helt specielt

    For 15 år siden var jeg med til at sætte en musical op på skolen. Askepot. Alle eleverne fik tilbuddet om at være med, og jeg havde ansvaret for musene, hvilket – kort sagt – var alle de små, som ikke kunne bære en af de store roller. Jeg er vild med at lave kor med de yngste elever. De er endnu så uspolerede, at de lader sig rive med af musikkens magi og synger uforbeholdent fra hjertet, men det er ikke min pointe i dette indlæg. Under en af prøverne kom en lille fyr fra 0. klasse op til mig ved klaveret. “Maria, jeg kan noget helt specielt med mine ben.”…

  • Privatliv,  Skoleliv

    Om coaching, guidance og et spark i r..

    “Do we need other people to guide us in life?” Det var et af de spørgsmål, mine engelskelever kunne trække ved eksamen i juni, efter vi havde arbejdet med Dead Poet Society, hvor John Keating – i skikkelse af fantastiske Robin Williams – sætter alt på spil i sin ambition om at lære sine elever at høre og følge deres inderste stemme. For godt et halvt år siden var jeg så ked af omstændighederne omkring mit job, at jeg på et tidspunkt sagde til min leder, at jeg hellere ville sige op og arbejde som vikar, fordi jeg så kunne koncentrere mig om det, jeg elsker: Undervisningen og eleverne. Hun…