Q for kvinde
Forfatterliv

Om hvorfor jeg er så glad for min nye gasovn …

Sommetider skal man gå ad snirklede omveje for at finde det sted, hvor man hører til.

Sådan har jeg det med min nye roman.

Min første udgivelse var en krimi. Skriveprocessen foregik i en hæsblæsende galop, hvor jeg bare satte mig til computeren og hamrede i tasterne. Min anden krimi var en anelse mere træg i optrækket, før den ivrigt travede i mål. Den tredje nåede aldrig længere end til skridtgang. Ikke fordi den ikke ville skrives, men fordi jeg hellere ville skrive noget andet.

Jeg havde fem ufuldstændige romanprojekter liggende, for jeg er let at begejstre og åbner gerne et nyt dokument, når en spændende idé dukker op. Jeg satte mig for at gøre dem færdige én efter én.

Det tog næsten et år, før det gik op for mig, at det projekt var en ualmindelig udspekuleret overspringshandling, der i virkeligheden handlede om, at jeg ikke turde gå i gang med den roman, jeg allerhelst ville skrive.

Så jeg gav slip. I de halvfærdige romaner og i alle mine andre skriveprojekter. Det var midt i sommerferien, som ellers er årets længste skriveperiode. Jeg steg om bord på et træskib og sejlede rundt i den norske skærgård, mens jeg i timevis stirrede ud på vandet.

Og som det ofte går, når jeg accepterer ikke at kontrollere livet med mit intellekt, så bliver der plads til, at universet kan komme med relevante input. Jeg faldt over en bog med udvalgte fortællinger fra den nordiske mytologi. Den læste jeg. Og en til. Og endnu en. Så fortsatte jeg med de græske myter og tog en lille afstikker over folkeeventyr. Da jeg begyndte at se mønstre, tømte jeg bibliotekets hylder for psykologiske analyser, inden jeg kastede mig over Jung og myteforskeren Joseph Campbell.

I takt med mine intensive studier voksede fortællingen, indtil den blev så påtrængende, at jeg ikke længere kunne udskyde at åbne computeren. For denne fortælling var ikke en lille flyvsk idé, som tilfældigt kom forbi. Den havde ventet årevis. Fordi det, man brænder allermest for, er også det, man er mest bange for at mislykkes i.

Men nu er vi sammen. Min roman og jeg. Jeg er stadig blafrende nervøs for ikke at leve op til dens potentiale. I respekt for dens rødder i myter, eventyr, arketypiske billeder og naturens cyklus, har jeg opstillet nogle usædvanlige benspænd:

  1. Jeg skriver udendørs.
  2. Uden forbindelse til internettet.
  3. Handlingen i romanen foregår den dag, jeg skriver det.

Nu kræver det næppe den store indlevelse at regne ud, at det er en kold fornøjelse at skrive den roman i øjeblikket – selv i en termodragt.

Så meget desto gladere blev jeg, da jeg i går kom fra skole, og min skønne kæreste præsenterede mig for min julegave. Et lille hjørne af haven, som er skærmet af og overdækket, så det hverken kan regne eller sne ned i computeren. Og bedst af alt … udstyret med en lille gasovn.

I dag arbejdede vi, indtil stjernerne én efter én tonede frem på den mørke januarhimmel. Min roman og jeg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *