Forfatterliv

Om at have tiden – eller blive tvunget til at tage den

Jeg har skrevet en roman.

Det er ikke første gang, og det bliver heller ikke sidste. Men denne gang gjorde jeg det på rekordtid.

Jeg siger ikke, at den blev fantastisk, jeg siger bare, at den blev færdig. Til tiden.

Sagen er, at der blev udskrevet en konkurrence. For længe siden. Gode konkurrencer har deadlines, som ligger langt ude i fremtiden. Og som en science fiction-redaktør, jeg har stor respekt for, plejer at fremhæve, så er fem måneder kun en kort frist, hvis man venter 4 ½ måned med at gå i gang.

Jeg kan godt lide konkurrencer. Det passer mig storartet at have en ramme at skrive i. Det kan være temaet – længden – eller genren. Uanset hvad, så kan det virke udviklende at blive begrænset.

Det gjorde det bare ikke i dette tilfælde. Selvom jeg virkelig gerne ville skrive et bidrag, kunne jeg ikke fange plottet. Det var for komplekst. Så da deadline tonede frem i horisonten, gav jeg slip. Indså, at jeg ikke ville kunne nå det og vendte mit fokus mod alle de andre opgaver, som hverdagen er fyldt med.

Præcis der kom den. Ideen. Den, jeg havde ledt efter i hele det år, jeg havde haft til at skrive. To måneder før deadline. Jeg ved godt, at Stephen King kan gøre det. Men jeg kan ikke skrive en roman på to måneder. Slet ikke hvis jeg også skal passe mit fuldtidsjob. Så jeg brugte 14 dage på at lave skemaer over, hvor mange ord jeg skulle skrive hver dag for at nå det, mens jeg famlende ledte efter romanens tone uden rigtig at turde fange den.

Så var der 1 1/2 måned tilbage. Romanen hamrede løs på indersiden af mit hoved og krævede, at jeg i det mindste gjorde et forsøg. Jeg overgav mig. Accepterede udfordringen og satte mig til at skrive.

Og nu kommer pointen!

Jeg lærte en h… masse om mig selv og min skriveproces i det superintense forløb fra d. 25. oktober, hvor jeg endeligt overgav mig til fortællingen, til d. 1. december, hvor den skulle sendes ind. Men den vigtigste lektie var, at det ikke handler om at have tid. Det er et spørgsmål om at anvende den.

Udover at passe mit job, foretog jeg mig ikke andet end at skrive. Ingen facebook. Ingen træning. Ingen veninder. Ingen biografture med kæresten. Ingen lækker madlavning. Ingen besøg hos familien. Ingen læsning og ingen rengøring. I de sidste dage stort set ingen søvn.

Romanen belønnede min indsats med et flow, som jeg bare kunne lade passere gennem kroppen og ud på computeren, hvor fortællingen foldede sig ud for øjnene af mig, mens jeg skrev så hurtigt, jeg rent fysisk kunne.

Jeg gav slip i mit konkurrencebidrag 10 minutter før deadline. Min kreative åre har gispet efter luft lige siden, og dette blogindlæg er det første, jeg skriver, i næsten en måned.

Men det ændrer ikke ved, at jeg aldrig mere kommer til at bruge sætningen: Det har jeg ikke tid til.

For nu ved jeg, at den bedste måleenhed for tid er prioritering.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *