Skoleliv

Om at være evidensbaseret …

Sidste vinter fik jeg en opgave af min coach. Den gik i sin enkelhed ud på, at jeg skulle bede 5 mennesker om at sige 5 positive ting om mig. Det lyder nemt – men det er det ikke!

En kær kollega sluttede sin opremsning af med:

– Og så er du den, jeg kender, som er mest åben overfor alternative ting.

Og ja, jeg er supernysgerrig, når det kommer til astrologi, clearvoyance, og alt hvad der ellers flyver rundt mellem himmel og jord. Jeg har en hel samling af tarotkort og en bogreol, som bugner af alternativ litteratur.

Jeg er overbevist om, at ikke alt kan ses, tælles og forklares.

Måske er det derfor, at jeg føler mig magtesløs overfor den nye retorik i mit arbejdsliv, hvor enhver diskussion kan lukkes ned med ordene:

Det er evidensbaseret!

Nu er jeg endelig ved at lære, hvad det betyder.

Den danske ordbog definerer ‘evidens’ som: ”Vished om at et bestemt fænomen er en umiddelbar kendsgerning, som man ikke behøver argumentere for eller bevise.”

Dette kan så udbygges med, ”at der foreligger flere effektstudier af høj forskningsmæssig værdi, hvor flere af dem peger i samme retning.”

Så langt så godt.

I min kommune er man ved at lave noget evidens. Og når man tænker på, hvor stor gennemslagskraft overstående argument har, så kan man da kun glæde sig over, at vi får noget mere af det.

Det betyder, at alle mine elever (og resten af alle kommunens børn) skal svare på spørgsmål i stil med:

Kan dine lærere motivere dig?

Kan dine lærere skabe arbejdsro i klassen?

Føler du dig tryg i klassen?

Og så får de fem muligheder, som fx spænder fra: Helt enig til Helt uenig.

Der sidder nogle meget kompetente forskere og styrer denne omfattende proces, så jeg vil ikke stille spørgsmålstegn ved parametre som:

– at hver elev har mange forskellige lærere

– at når man ikke føler, at svarmulighederne dækker, så sætter man et tilfældigt kryds

– at alle svar vil være øjebliksbilleder

Nu kunne man tro, at jeg er bange for, hvad mine elever vil svare om mig. Men det er helt forkert. For jeg ved, at jeg er en god lærer.

Hvordan?

Fordi jeg kan mærke det. Fordi jeg bruger min sunde fornuft, mine følelser, mine øjne og min 6. sans.

Nøjagtig som alle de andre, der arbejder med mennesker i undervisning, sygepleje, terapi og pasning af alle aldre.

Jeg kan mærke mine elever. Individuelt. Jeg ved, hvornår der er en ’ren linje’, og læring kan finde sted, og hvornår der er noget andet, vi skal have ryddet af vejen, før vi kan nå til læring. Det er ikke altid, jeg har tid eller mulighed for at handle på det, men jeg kan lave mig et mentalt notat og komme tilbage til det, når jeg kan.

Så jeg besvarer mit eget spørgeskema efter bedste evne og lader forskerne om at lege med tallene, mens jeg underviser videre med mit hjerte, som har guidet mig elegant gennem 27 år i folkeskolen.

Der er der bare ikke evidens for.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *