Privatliv

Om ikke at glæde sig til …

DEADLINE – der er noget dystert og skæbnesvangert over ordet, og da jeg søgte på det, kom jeg da også frem til, at det oprindeligt skulle tages meget bogstaveligt.

Ordet stammer angiveligt tilbage fra fra den amerikanske borgerkrig, hvor man holdt krigsfanger indespærret bag hegn af fyrrestammer. Op til selve indhegningen – ca. 600 meter – var en zone, som blev kaldt deadline, fordi man blev skudt uden varsel, hvis man bevægede sig derind.

Først omkring 1920 blev det et udtryk for en tidsbegrænsning, anvendt specielt af det skrivende folk.

Og det er heldigvis også sådan, jeg kender det.

Jeg har givet mig selv en deadline. Den ligger tre år ude i fremtiden, men det er den vigtigste deadline, jeg nogensinde har skullet møde.

Vi lever i en tid, hvor vi bestandig mindes om, at drømme kan blive til virkelighed – men kun hvis vi selv arbejder for det. Det er altså ikke nok at sige: Jeg kunne godt tænke mig at skrive på fuld tid – og så sætte sig hen i sofaen og se Venner. (Ikke engang hvis man bilder sig selv ind, at det er for at studere, hvordan man bygger en fortælling op.)

Min coach anvender et udtryk, som hverken er nyt eller spektakulært, men som har revolutioneret min opfattelse af, hvad jeg kan opnå: Break it into pieces.

Det er ikke anderledes end den med, at en rejse starter med det første skridt, men det åbner mine øjne for at kunne se de steppingstones, der dukker op, når man ved, hvor man er på vej hen. (Jeg ved ikke, hvad det er med de coaches, men de henter en del udtryk fra den anden side af Atlanterhavet 😉 )

Og så er det med det, som med alt andet i tilværelsen, at det skal balanceres.

I går lyttede jeg til en podcast med Elizabeth Gilbert, som har lavet en række fremragende, gratis podcasts om kreativitet (Magic Lessons).

Det var en samtale med Rob Bell om en ung kvinde, som arbejder på et call center for et forsikringsbureau. Hendes job består i dagligt at ringe til 30-40 mennesker og gennemføre en samtale udfra et manuskript, som hun ikke må fravige. Hun betegner det selv som verdens kedeligste job – hvilket jeg ikke kan fortænke hende i.

Ikke desto mindre lykkedes det Rob Bell og Liz Gilbert at fokusere på, hvad godt der er i hendes situation, og hvordan den kan bruges til at bringe hende hen imod det kreative liv, som hun drømmer om at leve.

Rob Bell foreslog, at hun på et hjørne af sit skrivebord skal have en lille seddel, hvor der står The Action is right here.

Og det er det, jeg mener med balance. Min 3-årige deadline er det vigtigste mål, jeg har. Men mit liv er lige nu.

Det er præcis det, min far forsøgte at lære mig, da jeg var barn, når han sagde: Du skal ikke glæde dig til, du skal glæde dig over.

Så det gør jeg. Glæder mig over, at jeg er – og at jeg er på vej.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *