Privatliv,  Skoleliv

Om coaching, guidance og et spark i r..

“Do we need other people to guide us in life?”

Det var et af de spørgsmål, mine engelskelever kunne trække ved eksamen i juni, efter vi havde arbejdet med Dead Poet Society, hvor John Keating – i skikkelse af fantastiske Robin Williams – sætter alt på spil i sin ambition om at lære sine elever at høre og følge deres inderste stemme.

For godt et halvt år siden var jeg så ked af omstændighederne omkring mit job, at jeg på et tidspunkt sagde til min leder, at jeg hellere ville sige op og arbejde som vikar, fordi jeg så kunne koncentrere mig om det, jeg elsker: Undervisningen og eleverne. Hun så på mig og svarede: “Hvorfor gør du det ikke?”

I sådan en situation står alle hvis’erne, jamen’erne og det-kan-jeg-ikke-fordi’erne i kø for at komme med det mest overbevisende argument.

Men for mig handler det i virkeligheden om frygt. Frygt for ikke at have penge nok, frygt for at miste min identitet, frygt for at tage en forkert beslutning og frygt for at andre bagefter vil sige: “Se nu der! Hun skulle være blevet, hvor hun var og bidt tænderne sammen.”

Frygten er en dræber, som efterlader kreativitet, fantasi og vovemod blødende i vejkanten, mens status quo fortsætter med 200 km i timen ud ad motorvejen.

Det er derfor, at jeg til enhver tid vil svare et stort og rugende JA til ovennævnte spørgsmål. Sommetider kræver det en, som kan stå ved siden af og se tingene fra et andet perspektiv. En som kan udfordre frygten, fordi det ikke er hendes egen.

Jeg var så heldig, at en kvinde rakte ud og tilbød sin hjælp. Hun er uddannet til at stille de rigtige spørgsmål og lytte, mens jeg leder i maven efter mine svar. De svar som tør. Aften efter aften har hun spejlet mine inderste ønsker og største glæder. Og nænsomt tvunget mig til at overveje, om jeg ikke kan sætte farten bare lidt ned på den der motorvej.

Det er en fantastisk proces, som jeg ikke vil kunne komme igennem alene.

Jeg kan ikke forandre mit liv på en aften, men for hver gang kan jeg justere min indstilling, få øje på muligheder og blive en lille smule bedre til at se på frygten og sige: “Tak, fordi du passer på mig. Men det er okay, hvis du skruer lidt ned for charmen.”

Og det er lige der, jeg får modet til at gøre det, jeg har haft lyst til at gøre. Som at lave en blog. Og skrive på den. En gang om ugen. 500 ord om hverdagen, tilværelsen og livet. Mine helt egne tankeruder i en mosaik af refleksioner.

Ord gør mig glad. De myldrer rundt i mit hoved og min sfære og jubler, når de får lov til at komme ned på skærmen i en rækkefølge, som giver mening. For dem eller mig. Eller dig?

Jeg kører stadig på motorvejen. Men sammen med ordene tager jeg – sideløbende – museskridt på Maguerit-ruten. Og det er en smuk tur.

Tak, fordi du gik med i dag. 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *