• Privatliv

    Finish it

    Jeg kan godt lide den 1. januar. For år tilbage brugte jeg en del tid omkring nytår på at overveje, hvilke mål jeg ville sætte mig for det kommende år. Det gør jeg ikke mere. Systematisk målstyring fylder for meget i mit arbejdsliv, og jeg er ikke overbevist om effekten. Desuden kan jeg ikke huske, at jeg nogensinde har fulgt mine nytårsfortsætter helt til dørs. For et par år siden fik jeg en lille sølv-tag af min søster i julegave. I’M A WRITER. Det var i de første år af min forfatterkarriere, hvor jeg endnu var så usikker på min forfatteridentitet, at hun syntes, det var vigtigt med denne daglige…

  • Forfatterliv

    Om at have tiden – eller blive tvunget til at tage den

    Jeg har skrevet en roman. Det er ikke første gang, og det bliver heller ikke sidste. Men denne gang gjorde jeg det på rekordtid. Jeg siger ikke, at den blev fantastisk, jeg siger bare, at den blev færdig. Til tiden. Sagen er, at der blev udskrevet en konkurrence. For længe siden. Gode konkurrencer har deadlines, som ligger langt ude i fremtiden. Og som en science fiction-redaktør, jeg har stor respekt for, plejer at fremhæve, så er fem måneder kun en kort frist, hvis man venter 4 ½ måned med at gå i gang. Jeg kan godt lide konkurrencer. Det passer mig storartet at have en ramme at skrive i. Det…

  • Maria Kjær-Madsen
    Privatliv

    To-do or not to-do

    Hvis der fandtes et mesterskab for fremstilling af to-do-sedler, ville jeg være verdensmester! Jeg har eksperimenteret mig frem med utallige former og udgaver: gode gammeldags lister på skrivebordet – gerne i forskellige kulører fortløbende lister i lommekalenderen notifikationer på mobilen digitale to-do-programmer, som findes i så mange afskygninger, at jeg ved, jeg ikke er ene om to-do-problemet gule post-it på spejlet, så det er det første, jeg ser om morgenen (og ha’ så ellers en dejlig dag!!) skematiske ugeplaner omhyggeligt udarbejdet søndag aften (og spoleret tirsdag morgen) og et par andre, som jeg sikkert kommer i tanke om, lige så snart jeg har udgivet ugens rude. Mine to-do-lister har – med…

  • Forfatterliv

    Om glæden ved at skrive

    Solen er gået ned over endnu en skrivedag. Jeg nåede aldrig at se den. Enten fordi skyerne var for massive, eller fordi jeg alligevel ikke har haft øje for andet end min computerskærm. Men det er okay. Jeg er i flow – eller hvad eksperterne nu vil vælge at kalde det. For mig er det et udtryk for, at jeg har nået det punkt, hvor min fortælling og jeg er kommet frem til en fælles overenskomst. Den vil se sig selv på skrift, og jeg har lovet at gøre det. Når jeg går ind i sådan en aftale, er det med en dyb ydmyghed. Det lyder som en kliché, men det…

  • Maria Kjær-Madsen
    Forfatterliv

    Om kunsten at sige ja – til mig

    Huset roder. Vasketøjskurven er overloaded. Køleskabet trænger alvorligt til et kritisk eftersyn, og bilen er mildest talt pinlig. For ikke så længe siden kunne jeg være fortsat med noget i retningen af: “Men det gør ikke noget, for jeg har en hel uges ferie liggende foran mig, så jeg har al den tid, jeg skal bruge.” Men det gør jeg ikke denne gang. For selvom jeg vitterlig har en hel uges ubrugt ferie liggende foran mig, så er det overvejende sandsynligt, at det samme scenarie vil gøre sig gældende på næste lørdag. For jeg praktiserer kærlighed. Selvkærlighed. Jeg har glædet mig til at kunne fordybe mig i den roman, som…

  • Skoleliv

    Om at være evidensbaseret …

    Sidste vinter fik jeg en opgave af min coach. Den gik i sin enkelhed ud på, at jeg skulle bede 5 mennesker om at sige 5 positive ting om mig. Det lyder nemt – men det er det ikke! En kær kollega sluttede sin opremsning af med: – Og så er du den, jeg kender, som er mest åben overfor alternative ting. Og ja, jeg er supernysgerrig, når det kommer til astrologi, clearvoyance, og alt hvad der ellers flyver rundt mellem himmel og jord. Jeg har en hel samling af tarotkort og en bogreol, som bugner af alternativ litteratur. Jeg er overbevist om, at ikke alt kan ses, tælles og forklares.…

  • Privatliv

    Om at lukke øjnene op

    ”Kom lige med … ” Min kæreste åbner hoveddøren udefra og kalder på mig. Jeg er ikke voldsomt villig til at følge opfordringen. Regnen har væltet ned i kaskader, og aftenmørket er tungt af fugt. Men hans stemme er så tilpas insisterende, at jeg stikker i et par sneakers og løber ud til ham. Han går på græsplænen og lyser med en skarp lommelygte ned i jorden. Måske når jeg – lige et øjeblik – at undre mig over, hvad der kan være så spændende ved vådt græs. Men han stopper og venter på mig. ”Se!” Græsset er levende. Et mylder af regnorme slanger sig gennem de våde strå. Det…

  • Forfatterliv,  Privatliv

    Om magiske ord

    Den sidste uge har jeg tilbragt i Prag. En by som jeg har besøgt adskillige gange på lejrskole med 9. klasser, men denne gang var det uden elever – og med min kæreste. Det var derfor en anden oplevelse, hvilket var en god lektie i, hvordan mit perspektiv farver mine oplevelser. Jeg definerer mig selv som et ord-menneske, men da jeg ikke kan et ord på tjekkisk, er det ikke så mærkeligt, at det var øjnene som var på overarbejde på vores rejse. Specielt fik vi dem op for maleren Alfons Mucha. Det begyndte på et lille museum i centrum, og det sluttede på Det Nationale Kunstmuseum lidt udenfor turistmylderet,…

  • Privatliv

    Om ikke at glæde sig til …

    DEADLINE – der er noget dystert og skæbnesvangert over ordet, og da jeg søgte på det, kom jeg da også frem til, at det oprindeligt skulle tages meget bogstaveligt. Ordet stammer angiveligt tilbage fra fra den amerikanske borgerkrig, hvor man holdt krigsfanger indespærret bag hegn af fyrrestammer. Op til selve indhegningen – ca. 600 meter – var en zone, som blev kaldt deadline, fordi man blev skudt uden varsel, hvis man bevægede sig derind. Først omkring 1920 blev det et udtryk for en tidsbegrænsning, anvendt specielt af det skrivende folk. Og det er heldigvis også sådan, jeg kender det. Jeg har givet mig selv en deadline. Den ligger tre år…

  • Maria Kjær-Madsen
    Privatliv

    Hvem spiller musikken for? 

    Denne lettere omskrivning af et kendt citat af John Donne – eller om man vil – titel af Hemmingway – kom til mig i går, da jeg overværede en koncert i skæret fra fuldmånen, som forpustet forsøgte at følge med det overdådige lysshow i sensommernatten. Jeg har haft tre forskellige musikalske oplevelser i denne uge. En upcoming duo, som spillede halvakustisk og sang tostemmigt på en mindre lokal scene. Og denne store dobbeltkoncert med et middelstort band og et af de største navne i Danmark. Nu skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg kender duoen ret godt. Men det ændrer ikke ved, at det var den koncert, som ramte mig renest. Fordi…