Maria Kjær-Madsen
Privatliv

Hvem spiller musikken for? 

Denne lettere omskrivning af et kendt citat af John Donne – eller om man vil – titel af Hemmingway – kom til mig i går, da jeg overværede en koncert i skæret fra fuldmånen, som forpustet forsøgte at følge med det overdådige lysshow i sensommernatten.

Jeg har haft tre forskellige musikalske oplevelser i denne uge. En upcoming duo, som spillede halvakustisk og sang tostemmigt på en mindre lokal scene. Og denne store dobbeltkoncert med et middelstort band og et af de største navne i Danmark.

Nu skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg kender duoen ret godt. Men det ændrer ikke ved, at det var den koncert, som ramte mig renest. Fordi de spillede for mig – og alle de andre, som havde fundet vej den aften. De havde noget på hjerte og et dybfølt ønske om – ikke at nå ud til publikum – men at nå ind til dem.

I går leverede det store navn en velkomponeret og dybt professionel musikalsk oplevelse, som trak os ind i deres univers, fordi vi kendte sangene og kunne synge med.

Det middelstore band havde ugens sværeste opgave. De er ude over det brændende ønske om at slå igennem, men de har ikke opnået den stjernestatus, som automatisk udløser vores begær efter at tage del i den, hvilket efterlader dem i et lidt hektisk limbo.

Mønsteret går igen overalt.

Iværksætteren, som sætter alt til side for at åbne et kafferisteri og sælge byens bedste kaffe, er oppe imod den velrenommerede kæde, som sælger alene på navnet, men han har en god chance mod cafeteriet, som kun sælger kaffe og ikke en del af sig selv.

Eller ernæringsrådgiveren som benytter enhver kanal til at forsøge at overbevise os om, at vi skal drikke mere friskpresset juice, og som får mere taletid end den kok, der er medium kendt – men ikke så meget som kendissen, som har udgivet flere bøger og har sit eget tv-show.

Succes er hårdt arbejde. Men jeg hørte for et par år siden en kendt og storsælgende forfatter sige, at han brugte al sin tid på at rejse rundt og promovere sine bøger og derfor ikke havde tid til at gøre det, han elskede – skrive.

Og det finder jeg tankevækkende.

For hvis jagten på mere succes aldrig stopper, hvem spiller musikken så for?

Da jeg cyklede hjem fra koncerten i går, var jeg imponeret og mæt af indtryk. Jeg var blevet forført af visuelle virkemidler og storslået lyd. Men jeg var ikke blevet berørt. Jeg havde ikke leet eller grædt. Jeg var ikke blevet omfavnet af toner eller kærtegnet af ord. Jeg kunne tage koncerten af og hænge den sammen med læderjakken på knagen, før jeg gik i seng.

Så nu vil jeg sætte mig ind i min bil. Jeg kan lige nå ind til verdens bedste kafferisteri, som kan huske hvilken kaffe, jeg drikker. Derefter vil jeg fordybe mig i min nyindkøbte bog af min yndlingsforfatter, som jeg aldrig har set, fordi hun bruger al sin tid på at skrive. Til mig.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *