Privatliv

Om at lukke øjnene op

”Kom lige med … ” Min kæreste åbner hoveddøren udefra og kalder på mig.

Jeg er ikke voldsomt villig til at følge opfordringen. Regnen har væltet ned i kaskader, og aftenmørket er tungt af fugt. Men hans stemme er så tilpas insisterende, at jeg stikker i et par sneakers og løber ud til ham.

Han går på græsplænen og lyser med en skarp lommelygte ned i jorden. Måske når jeg – lige et øjeblik – at undre mig over, hvad der kan være så spændende ved vådt græs. Men han stopper og venter på mig.

”Se!”

Græsset er levende. Et mylder af regnorme slanger sig gennem de våde strå. Det er ikke til at sige, hvor den ene slutter, og den næste begynder, men i sekundet før vores fødder rammer plænen, forsvinder de for øjnene af mig ned i huller og gange, jeg ikke kan se.

Det er helt vildt. Der er en verden i min verden, som jeg aldrig nogensinde har vidst noget om.

I virkeligheden er der en million verdener i min verden, som jeg ikke ved noget om.

Nogle gange – som her – kan jeg komme i en situation, hvor jeg med egne øjne kan iagttage disse. Men i langt de fleste tilfælde lever de deres eget liv, uanset om jeg ser dem eller ej.

En af de ting, jeg igennem de sidste snart 30 år har forsøgt at lære mine elever, er værdien af kildekritik.

I begyndelsen var det det klassiske foto af kommunistiske ledere, som blev bortretoucheret, som havde de aldrig eksisteret, men det har udviklet sig i et tempo, som gør det næsten umuligt at skille skidt fra kanel.

Jeg prøver at lære dem om mediernes vinkling af historier, om statistikkernes leg med tal, om at Wikipedia ikke er sandheden kogt ned til en overskuelig mundfuld, om betydningen af objektivt og subjektivt og om at deres oplevelser af en fælles situation er lige så korrekte som min oplevelse.

Også selvom de ikke ligner hinanden.

Men det kan være svært at trænge igennem, når de ser, at voksne uden blusel kritikløst deler propaganda for den ene eller den anden side af en debat. Eller at de fabrikerer løgnehistorier for den ene eller den anden side af en situation. Eller at de praktiserer teorien om, at hvis man gentager et udsagn længe nok og højt nok, bliver det til en sandhed.

Jeg er stor tilhænger af det engelske ordsprog: ”Before you critize a man walk a mile in his shoes.”

Jeg kan ikke være alle vegne. Jeg kan ikke vurdere, hvad der er ‘sandt’, og hvad der er ‘manipulation’ i alle min verdens forhold. Men den ambition har jeg heller ikke, selvom jeg gerne vil være en ansvarlig verdensborger og derfor prøver at lukke øjnene op.

Så nogle gange kan det være en lettelse at slukke for computeren og gå en tur ud på græsset og iagttage regnormenes liv.

Og så slipper jeg også for at forholde mig til husstøvsmiderne i min seng – for dem ønsker jeg i virkeligheden slet ikke at vide noget om.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.